Vedtægter

Navn og hjemsted (§1)

Foreningens navn er Grundejerforeningen Havneholmen I-V.

Foreningens hjemsted er Københavns Kommune.

Foreningens område (§2)

Foreningens område omfatter ejendommene del af matr.nr. 1591, 1592 og umatrikuleret areal Udenbys Vester kvarter, København, jf. bilag 1 – terrænsnit, som angiver grundejerforeningsområdet.

På foreningens område er det hensigten at opføre fire ejerlejlighedsbyggerier.

Foreningens formål (§3)

    1. Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes fælles interesser i forbindelse med de ejendomme, som henhører under foreningens område.

      1. Grundejerforeningen skal forestå og afholde udgifterne til vedligeholdelse og fornyelse af udenomsarealer, dvs. arealer uden for de fire ejerforeningers grundsokler, så som bådebro, promenade, spuns og bolværk, installationer m.v. med henblik på, at området fremtræder pænt og velvedligeholdt.

    2. Hvis ikke anden løsning måtte blive valgt af Skanska Bolig A/S eller Københavns Havn A/S (Københavns Havn A/S er i dag overtaget af det stats- og kommunalt ejede interessentskab, som betegnes som Arealudviklingsselskabet I/S), skal grundejerforeningen acceptere at få overdraget bådebro, og herefter har grundejerforeningen til formål at eje bådebroen. Endvidere har grundejerforeningen det formål at drive og administrere bådpladserne. Administration og drift af bådpladserne kan dog med grundejerforeningens samtykke overgå til et bådelaug. Derudover skal grundejerforeningen have kontakt til Arealudviklingsselskabet I/S.

    3. I det omfang der i de fire ejerlejlighedsbebyggelser inden for grundejerforeningsområdet forekommer fællesanlæg og fællesinstallationer, skal grundejerforeningen drive, vedligeholde og forny de pågældende anlæg og installationer. Eksempelvis kan nævnes fælles pumpestation, fælles transformator/transformatorrum, affaldsrum, affaldssug og affaldscontainere, kajakrum og eventuelle øvrige fællesrum og fritidsrum. Cykelparkering i kælder og på jordniveau er ligeledes omfattet af grundejerforeningens drifts- og vedligeholdelsespligt. Der henvises i øvrigt til bilag 2, som indeholder angivelse af diverse fællesrum m.v.

      1. I etape 1 (blok D) – Ejerforeningen Havneholmen I – etableres fælles gæstelejlighed i stueplan, som bliver en selvstændig ejerlejlighed. Grundejerforeningen er forpligtet til at tage skøde på den pågældende ejerlejlighed. Tilskødningen sker vederlagsfrit, idet ejerlejligheden tjener som fælles gæstelejlighed for de fire ejerforeninger. Ejerlejligheden har dog fordelingstal, som var den en beboelseslejlighed, men udgiften til fællesudgifter og i det hele udgifter til drift og vedligeholdelse af den pågældende gæstelejlighed og administration af brugen af denne påhviler grundejerforeningen. Skanska Bolig A/S er uigenkaldeligt bemyndiget til at underskrive og tinglyse skøde, hvorefter ejerlejligheden skødes til grundejerforeningen.

      2. (For så vidt angår de fire parkeringskælderejerlejligheder forestås drift og vedligeholdelse af fælles rampe, bom/kontrolanlæg, sprinkleranlæg, ventilationsanlæg og eventuelt brandalarmeringsanlæg, hvis sidstnævnte relaterer til parkeringsfunktionen, af de(n) til enhver tid værende ejer(e) af parkeringskælderejerlejlighederne.)

Medlemmer (§4)

Medlemmer er de fire ejerforeninger, som stiftes vedrørende de planlagte fire ejerlejlighedsbyggerier.

Bestyrelserne i de fire ejerforeninger deltager således i grundejerforeningens generalforsamlinger.

Så længe en ejerlejlighedsbebyggelse er under opførelse og således ikke er taget i brug, er den pågældende ejerforening ikke medlem og skal ej heller betale kontingent, jf. § 6.

Hæftelse (§5)

I forhold til tredjemand hæfter foreningens medlemmer ikke for foreningens forpligtelser med andet end deres andel i foreningens formue.

Fordelingstal – kontingent (§6)

    1. Medlemmerne betaler kontingent til Grundejerforeningen Havneholmen I-IV i henhold til fordelingstal, som fastsættes således:

      1. Det enkelte medlems antal boliger (ekskl. gæstelejlighed i blok D) sammenholdt med det samlede antal boliger, der til enhver tid måtte være opført og egnet til ibrugtagning.

      2. For så vidt angår den enkelte parkeringskælderejerlejlighed betaler ejeren af denne et årligt kontingent på kr. 2.500,00. Dette beløb forhøjes hvert års 1. januar, første gang 1. januar 2009, med udviklingen i nettoprisindekset. Nettoprisindekset januar 2008 danner basis for fremtidige forhøjelser af beløbet.

      3. Skanska Bolig A/S kan ikke konfronteres med krav om kontingent, før et ejerlejlighedsbyggeri er færdigopført, og der foreligger midlertidig ibrugtagningstilladelse. Denne bestemmelse kan ikke ændres uden samtykke fra Skanska Bolig A/S.

    2. Kontingentopkrævning fremsendes til det enkelte medlem ved dettes administrator.

    3. Kontingent opkræves på grundlag af budget, som vedtages af grundejerforeningens generalforsamling. Generalforsamlingen fastsætter tillige tidspunktet for á conto betalinger. Betaling skal finde sted på den af administrator anviste betalingsmåde.

      1. Bestyrelsen er berettiget til at ændre budgettet og dermed kontingentopkrævningen, såfremt det i løbet af et regnskabsår måtte vise sig nødvendigt.

Foreningens ledelse og administration (§7)

Generalforsamlingen er grundejerforeningens højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes så vidt muligt inden udgangen af maj måned i København.

Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem ved dettes administrator.

Dagsordenen, der fastsættes af bestyrelsen, skal følge med indkaldelsen til generalforsamlingen. Det samme gælder det underskrevne årsregnskab samt forslag til budget for det følgende regnskabsår.

Ethvert medlem har ret til at få et angivet emne behandlet på generalforsamlingen. Begæring om at få et emne behandlet af den ordinære generalforsamling skal være indgivet skriftligt til bestyrelsens formand senest inden udgangen af april måned. Bestyrelsen skal medsende forslaget samtidig med indkaldelsen til generalforsamling, og såfremt indkaldelse er sket, skal forslaget eftersendes.

Spørgsmål, der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning.

På den ordinære generalforsamling skal følgende punkter behandles:

    1. Valg af dirigent.

    2. Bestyrelsens beretning om det forløbne år.

    3. Bestyrelsens forelæggelse af årsregnskab og status underskrevet af revisor.

    4. Rettidigt indkomne forslag fra medlemmerne.

    5. Vedtagelse af budget og fastsættelse af bidrag - á conto betalinger - til grundejerforeningen.

    6. Registrering af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter.

    7. Valg af bestyrelsesformand.

    8. Valg af administrator.

    9. Valg af revisor.

    10. Eventuelt.

Foreningens ledelse og administration (fortsat) (§8)

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes på samme måde og med samme varsel som den ordinære generalforsamling. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt eller efter begæring af to af medlemmerne. I begæringen skal dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling angives.

Når begæring om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden tre uger efter dennes modtagelse.

Foreningens ledelse og administration (fortsat) (§9)

    1. Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen. Dirigenten må ikke være bestyrelsesmedlem eller bestyrelsessuppleant.

    2. Afstemningen sker ved håndsoprækning, medmindre generalforsamlingen eller dirigenten bestemmer, at afstemning skal være skriftlig.

      1. Stemmeafgivningen kan ske ved skriftlig fuldmagt.

    3. Den fordelingsnøgle, som danner grundlag for opkrævning af kontingent, jfr. § 6, skal tillige være gældende i relation til afstemning.

      1. Inden enhver generalforsamling udarbejdes oversigt over de enkelte medlemmers stemmeret.

    4. Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal, medmindre vedtægterne bestemmer andet.

      1. Generalforsamlingens beslutning om ændring af foreningens vedtægter kræver dog 2/3 majoritet af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer, som dog mindst skal udgøre 2/3 af foreningens samlede stemmer.

      2. Er det fornødne antal stemmer ikke repræsenteret, men mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, indkaldes til ny generalforsamling, der skal afholdes inden en måned. På denne generalforsamling skal forslaget vedtages, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer uden hensyn til de mødende stemmer er for forslaget.

    5. Over det på generalforsamlingen passerede skal der udarbejdes et referat, der underskrives af dirigenten og formanden.

      1. Senest en måned efter generalforsamlingens afholdelse udsendes referatet af bestyrelsen til hvert enkelt medlem af grundejerforeningen.

Bestyrelsen (§10)

    1. Bestyrelsen har den daglige ledelse af grundejerforeningen og påser, at generalforsamlingens beslutninger gennemføres.

      1. Bestyrelsen skal bestå af 8 medlemmer, idet hvert medlem udpeger to bestyrelsesmedlemmer. Derudover udpeger hvert medlem en suppleant for de af medlemmet valgte to bestyrelsesmedlemmer.

      2. Formanden vælges af generalforsamlingen.

      3. I øvrigt konstituerer bestyrelsen sig med næstformand og sekretær.

    2. Det påhviler bestyrelsen at sørge for god og forsvarlig varetagelse af grundejerforeningens fælles anliggender, alt i overensstemmelse med grundejerforeningens formål.

      1. Bestyrelsen kan overdrage administrative opgaver eller dele heraf til den af generalforsamlingen valgte administrator.

      2. Bestyrelsen er berettiget til at ansætte og bestemme aflønningen m.v. af medarbejdere til at forestå drift og vedligeholdelse af fællesanlæg.

      3. Det påhviler grundejerforeningen at tegne sædvanlige forsikringer, herunder bestyrelsesansvarsforsikring.

    3. Bestyrelsen afholder møde, så ofte formanden eller et flertal af bestyrelsens medlemmer finder det nødvendigt.

      1. Over det under forhandlingerne passerede føres en protokol, der skal underskrives af bestyrelsen på næstfølgende bestyrelsesmøde.

      2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst et flertal af bestyrelsens medlemmer er til stede.

      3. Bestyrelsens beslutninger træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

      4. Bestyrelsen kan ved en forretningsorden fastsætte nærmere regler om sit virke.

      5. Bestyrelsen kan til vurdering af specielle opgaver nedsætte rådgivende udvalg, der kan bestå af foreningens medlemmer uden for bestyrelsen. Dog skal udvalgsformanden altid være et bestyrelsesmedlem.

Tegningsregel (§11)

Grundejerforeningen tegnes over for tredjemand af et flertal af bestyrelsen.

Administrator (§12)

Generalforsamlingen vælger en administrator.

Bestyrelsen indgår administrationsaftale med den pågældende administrator og er berettiget til at meddele administrator sædvanlig administrationsfuldmagt.

Administrator forestår bl.a. opkrævning af kontingent, betaling af foreningens udgifter, bogføring og kommunikation med bestyrelsen og revisor.

Administrator skal have sædvanlig professionel ansvarsforsikring og underslæbsforsikring.

Dog skal administrationen af grundejerforeningen som minimum indtil 31. december 2009 varetages af en af Skanska Bolig A/S udpeget professionel administrator.

Regnskab og revision (§13)

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Første regnskabsår løber dog fra foreningens stiftelse til 31. december 2008.

Generalforsamlingen vælger en statsautoriseret eller registreret revisor. Genvalg kan finde sted.

Kapitalforhold (§14)

Foreningen skal – bortset fra eventuel opsparing til kommende fælles formål og anlæg – ikke oparbejde nogen formue, men alene hos medlemmerne opkræve det nødvendige bidrag til at bestride foreningens udgifter.

Tvister (§15)

    1. Fremkommer der spørgsmål, hvorom denne vedtægt intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling. I særdeles vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

    2. Alle sager mellem grundejerforeningen og dennes medlemmer skal behandles ved de almindelige domstole med Københavns byret respektive Østre Landsret som værneting.

Omkostninger (§16)

Omkostningerne til foreningens stiftelse afholdes af foreningen.

Tinglysning (§17)

Nærværende grundejerforeningsvedtægter tinglyses servitutstiftende på de ejendomme, som er omfattet af grundejerforeningsområdet, nemlig del af ejendommene matr.nr. 1591, 1592 og umatrikuleret areal Udenbys Vester kvarter, København, med grundejerforeningen ved dennes bestyrelse som påtaleberettiget.

Med hensyn til de på ejendommene tinglyste byrder, servitutter og pantegæld henvises til ejendommenes blade i tingbogen.