2015-05-26 Generalforsamling

Post date: Oct 9, 2015 8:56:53 AM

Dagsorden

    1. Valg af dirigent og referent.

    2. Aflæggelse af bestyrelsens beretning for det senest forløbne år.

    3. Forelæggelse til godkendelse af revisorpåtegnet årsregnskab.

    4. Rettidigt indkomne forslag fra medlemmerne.

    5. Forelæggelse til godkendelse af driftsbudget.

    6. Registrering af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter.

    7. Valg af formand. Allan Odgaard er på valg.

    8. Valg af administrator.

    9. Valg af revisor.

    10. Eventuelt.

Tilstede

Fra EF-I: Allan Odgaard, Inge Frydensberg, Susanne Bro, Jette Handberg og Arne Raaschou. Fra EF-II: Trine Mortensen. Fra administrator: Helle Jensen. Fraværende: Jørgen Knudsen fra Taurus. JK havde via E-mail givet den øvrige bestyrelse fuldmagt til at stemme for Taurus.

Referat

AO bød velkommen og kunne meddele at HJ var forsinket.

    1. I Helle Js fravær påtog Allan O sig dirigentrollen og Arne R påtog sig referentrollen. (Helle J overtog dirigentrollen fra pkt. 3).

    2. Allan O forelagde bestyrelsens beretning for det senest forløbne år (findes efter referatet). Godkendt uden bemærkninger.

    3. Årsregnskab for 2014 blev gennemgået med enkelte bemærkninger: der er ekstraordinært genplantet for lidt over 100.000 kr. og gæstelejlighed har fået nye gardiner for ca. 30.000 kr. Godkendt.

    4. Allan O havde fremsendt 4 forslag:

        1. Tilføjelse til ordensregler: Der skal være ro efter kl. 22.00.

        2. Tilføjelse til ordensregler: Støjende aktivitet efter kl. 22.00 kræver forhåndsgodkendelse fra bestyrelsen.

        3. Tilføjelse til ordensregler: Åben ild og grill er ikke tilladt på promenadebroen.

        4. Udsendelse af meddelelser til medlemmerne fra foreningen og administrationen, kan for fremtiden ske som elektronisk post med bindende virkning, i stedet for almindelig post.

      1. Forslag 1-3 var fremlagt på baggrund af et ønske om at sætte skilte med ordensregler for terræn op ved træbroen. De blev alle godkendt og det blev vedtaget at skilte med 1. og 3. Pkt. 2 blev vedtaget for at tillade grundejerforeningen at afholde arrangementer efter kl. 22.

      2. Forslag 4 blev vedtaget som et mandat til at gennemføre papirløs post, hvis det viser sig økonomisk forsvarligt. Omkostninger undersøges af Helle J og Allan O.

    1. HJ fremlagde driftsbudget for 2015. Medlemsbidrag sættes til 3741,50 kr. pr. bolig, jvf. § 6.1 i vedtægterne, herudover bidrag fra Parkeringskælderejerlighederne. Der er afsat godt 250.000 kr. til montering af zinkanoder på bolværket (til rustbeskyttelse), de skal skiftes jævnligt, men med mange års imellem, derfor accepteres et underskud på 85.000 kr. på budgettet i år.

    2. Fra EF-I stiller Inge F og Jette H samt Arne R som suppleant, fra EF-II stiller Jens Kruse Mikkelsen og John Svensson (ingen suppleant) og fra Taurus stiller Jørgen K.

    3. Allan Odgaard blev valgt til formand.

    4. Vi fortsætter med HJ Economy som administrator.

    5. Vi har indtryk af at BDO sylter os til allersidste øjeblik – arbejdet er OK, men vi får det aldrig til tiden. Allan O foreslår at vi undersøger hvem ”den store GF for Havneholmen” bruger for at se om vi kan skifte til dem.

    6. Intet under eventuelt til referat.

Bestyrelsens Beretning

Femårsgennemgang

Bestyrelsen har foretaget femårsgennemgang med Skanska.

Skanska har udbedret de rapporterede fejl og mangler, dog er der tvivl omkring sikring af, at sand under sten langs bolværk, ikke forsvinder ud i havet, så sten synker. Derfor er der aftalt et møde med Allan Thomsen den 28. juni, hvor dette vil blive drøftet.

Gæstelejlighed

Gæstelejlighedsordningen fungerer stadig godt, omend brugerne af og til skal mindes om, at lejligheden skal efterlades rengjort.

Der vil i nærmeste fremtid blive installeret en internetforbindelse til de overnattende gæster.

Endvidere er de tidligere lamelgardiner blevet udskiftet til en mere robust løsning.

Kajakrum

Kajakrum og de tilhørende delekajakker bruges flittigt, og det overvejes, om vi skal udvide vores beholdning af delekajakker, fx med børnemodeller. Bestyrelsen hører gerne fra beboere der har ønsker herom.

Værksted

Halvdelen af vores beboerlokale bruges som værksted, og da brugerne har lånt en del udstyr ud til værkstedet, er pladsen ved at være trang. Derfor vil bestyrelsen kigge på en udvidelse af værkstedet, da den resterende del af vores beboerlokale stadig kun bruges som opbevaringslager for vores vicevært.

Brolaug

Der er blevet stiftet et brolaug til at varetage udlejning af bådepladser.

Prisen for en bådeplads er i 2015 fastsat til 3.500 kr. og man kan kontakte bestyrelsen i brolauget for medlemsskab:

    • John Svensson john(at)assurator.dk

    • Poul Skovgaard poul(at)skovgaard.dk

    • Knud Wodschou knudwodschou(at)gmail.com

Skanska er gået med til, at overdrage lejekontrakten for vandarealet, dog med krav om, at bådepladserne også kan udlejes til beboerne i deres nye byggeri (Skibsbroen), hvilket Grundejerforeningen har godkendt og Brolauget har efterfølgende lavet den nødvendige vedtægtsændring.

Anodebeskyttelse af Bolværk

Der vil blive monteret anodebeskyttelse på vores bolværk den 27. juli og ca. 3 dage frem. Håndværkerne vil i den forbindelse bruge gæstelejligheden som base, da de kommer fra Kolding.

Stikkontakt i Parkeringskælder

Til folk der ønsker at kunne støvsuge deres bil el.lign. er der blevet opsat en stikkontakt på stolpen til venstre for parkeringsplads nr. 3.

Nye Regler for Affaldssortering

Københavns Kommune vil i nærmeste fremtid indføre bøder for forkert sorteret affald. Dette bliver 1.500 kr. pr. container plus gebyr.

Vores vicevært kan desværre konstatere, at mange beboere ikke bruger vores genbrugscontainere korrekt, og bestyrelsen vil på det kraftigste opfordre til, at beboerne forbedrer deres indsats når det kommer til, at bruge vores genbrugscontainere korrekt, så ikke vores forening ruineres.

Indtil videre har kommunen blot valgt, ikke at tømme fejlsorterede beholdere, som kun indirekte giver os en udgift ved, at viceværten så skal bruge tid på at sortere den, og det giver også et kapacitetsproblem, når ikke vores containere bliver tømt.