2016-01-14 Bestyrelsesmøde

Post date: Jan 24, 2016 12:07:15 PM

Dagsorden

    1. Opfølgning fra tidligere møde/orientering

    2. Regning for oprydning i december

    3. Ordning for storskrald

    4. Affaldssortering

    5. Foreløbigt årsregnskab

    6. Retablering af fortøjningsanlæg (Y-bomme)

    7. Næste møde

    8. Eventuelt

Tilstede

Inge Frydensberg (EF-I), Jette Handberg (EF-I), Jens Kruse Mikkelsen (EF-II), Allan Odgaard (EF-I, formand), John Svensson (EF-II) og Arne Raaschou (EF-I, suppleant).

Referat

    1. Opfølgning fra tidligere møde/orientering

      1. Allan Odgaard orienterede om følgende:

        • Etablering af pullert ud mod vandet afventer godkendelse fra brandvæsenet.

        • De nye regler for 2 dages varsling ved behov for åbning af pullert ved flytning virker tilsyneladende godt.

        • Udskiftning af knækkede fliser mod bolværket er blevet forsinket pga. behov for levering af store sten til at fylde i tomrummet under fliserne – samt vejrliget.

        • Pga. utilfredsstillende vinterforanstaltninger er opgaven gået over til Housing Groups gartnere

    2. Regning for oprydning i december

      1. Der er modtaget en regning på 4.350 kr. fra Viridis Ejendomsservice for ekstraordinær oprydning af affald i kælderen i december måned. Beboernes manglende disciplin ved brug af genbrugscontainerne drøftedes. Der var enighed om foreløbig at drøfte den generelle viceværtudgift med Viridis/Housing Group med henblik på at sikre ryddelige fællesområder – uden ekstraregninger.

    3. Ordning for storskrald

      1. Housing Group har tilbudt – som supplement til den månedlige container i gårdrum B – mod vederlag fra vedkommende beboer at bortfjerne storskrald, når der ikke er container i gården. Flertallet bød et sådant initiativ – der ikke medfører udgifter for foreningen – velkommen. Arne Raaschou mente dog, at beboerne ikke skulle bære udgiften alene, da ordningen næppe ville blive brugt, hvis udgiften blev større end f.eks. 150 kr.

    4. Affaldssortering

      1. Drøftet under punkt 2.

    5. Foreløbigt årsregnskab

      1. Det foreløbige årsregnskab peger – som forventet – på et mindre underskud. Det endelige beløb kan først opgøres, når alle udgifter vedrørende 2015 er betalt.

    6. Retablering af fortøjningsanlæg (Y-bomme)

      1. Båd- og brolauget har indhentet et tilbud på 250.000 kr. for etablering af Y-bomme i metal i stedet for de nuværende røde bøjer, som er mangelfulde. Bådebroen og fortøjningerne tilhører grundejerforeningen, men administreres af båd- og brolauget, som betaler foreningen for brug af anlægspladserne. Finansieringen og laugets brugsafgift drøftedes. Beslutningen om retablering af fortøjningsanlæg skal træffes på en generalforsamling i grundejerforeningen.

      2. Jens Kruse Mikkelsen foreslog, at der inden generalforsamlingen i ejerforeningerne (i hvert fald i EF-II) udarbejdes et oplæg, som beskriver og visualiserer projektet, så EF-II kan få mandat fra sine medlemmer inden generalforsamlingen i GF I-IV. Der var tilslutning hertil.

    7. Næste møde

      1. Næste bestyrelsesmøde afholdes tirsdag den 3. maj 2016 kl. 17.30.

      2. Generalforsamlingen afholdes torsdag den 26. maj 2016 kl. 17.30.

    8. Eventuelt

      1. Allan Odgaard orienterede om, at han er blevet valgt til formand for den ”store” grundejerforening, som omfatter hele Havneholmen (inkl. Fisketorvet).

      2. Arne Raaschou orienterede om, at der i EF-I har været forslag om at etablere et trivsels- eller aktivitetsudvalg for bebyggelse, som kan står for fællesarrangementer mv. Der var enighed om, at det ville være fint, hvis nogle ildsjæle ville melde sig til den opgave.

      3. Jens Kruse Mikkelsen nævnte, at cykelstianlægget omkring den store rundkørsel ved Fisketorvet er uhensigtsmæssig – ikke mindst, når boligbyggeriet på Cirkuspladsen står færdigt. Cykelstien tvinger således cyklisterne ned ad Havneholmen, mens der mangler tilfredsstillende cykelsti ud mod Vasbygade.