2016-05-04 Bestyrelsesmøde

Post date: May 10, 2016 8:33:05 PM

Dagsorden:

1. Konstituering

2. Igangsættelse af vedligeholdelsesarbejder

3. Andre initiativer i det kommende år?

4. Eventuelt

Til stede:

Jens Kruse Mikkel­sen (formand), John Lindskog, Trine Mortensen, John Svensson og Peter Knuhtsen (suppleant)

Referat:

Ad 1: Konstituering

John Lindskog valgtes til næstformand og Trine Mortensen til kasserer. Til kassererens opgaver hører bl.a. kontrol og godkendelse af bilag i forhold til administrator.

Jens Kruse Mikkelsen og John Svensson fortsætter som EF-II’s repræsentanter i bestyrel­sen for grundejerforeningen GF I-IV.

Ad 2: Igangsættelse af vedligeholdelsesarbejder

Der er behov for at iværksætte udvendig oliering af dør- og vindueskarme (både uden for lejlighederne og uden for opgangene) samt reparation og maling af vægge i opgangene.

Der var enighed om i første omgang at prioritere olieringsprojektet – og at foretage det samlet for alle opgange/lejligheder – da det anses for den mest nødvendig vedligeholdelse, og da det af visuelle grunde er vigtig at få foretaget olieringen for hele blokken i samme omgang. Peter Knuhtsen indhenter i samarbejde med viceværten to tilbud på opgaven, dels for udvendige dør- og vindueskarme samt rækværk på altanerne (fællesudgift), dels for en option på oliering af altan- og terrassegulve (betales i givet fald af den enkelte lejligheds­ejer). Tilbuddene forelægges bestyrelsen.

Viser der sig at være midler til overs, kan vi herefter gå i gang med reparation og maling af vægge i opgangene, formentlig én opgang ad gangen.

Ad 3: Andre initiativer i det kommende år?

John Lindskog foreslog at montere spejle i elevatorerne for skabe en bedre rumvirkning. Han indhenter tilbud herpå og forelægger dem for bestyrelsen.

Peter Knuhtsen rejste spørgsmål, om der er mulighed for at installere lyssensor el.lign., så trappelyset ikke er tændt i dagtimerne. Jens Kruse Mikkelsen spørger viceværten.

John Lindskog henledte opmærksomheden på, at viceværten med mellemrum bør være opmærksom på at stramme skruerne omkring dørhåndtag i ejendommen, da de let går løs efter længere tids brug af håndtagene. Jens Kruse Mikkelsen nævner det for viceværten.

Ad 4: Eventuelt

Trine Mortensen følger op på sagen om udbedring af loft efter vandskade i kælderen i og omkring kælderrummene ved opgang 34. Hvis det ikke dækkes som en forsikringsskade, indhentes tilbud på udbedring. Tilbuddet forelægges bestyrelsen.

John Svensson orienterede om, at det på gårsdagens møde i GF I-IV blev besluttet, at han sammen med Allan Odgaard (formanden for GF I-IV) og viceværten skal bede om et møde med kommunen for at drøfte muligheden for, at vi kan få flere genbrugscontainere for at undgå overfyldte containere. Viceværten har tidligere fået afslag af kommunen på en lignende anmodning.