2015-08-24 Bestyrelsesmøde

Post date: Oct 9, 2015 8:57:06 AM

Dagsorden

    1. Opfølgning fra tidligere møde/orientering

    2. Halvårsregnskab

    3. Graffiti på bolværk

    4. Udskiftning af flækkede fliser langs bolværk

    5. Etablering af pullert ud mod vandet

    6. Opretning af sunkne fliser i gårdrummene

    7. Haveanlæg

    8. ”Baldakiner” over indgangsdøre

    9. Udvidelse af værksted

    10. Ordning for åbning af pullerter til gårdrum 11, Misbrug af gæstelejlighed

    11. Båd- og Brolaug

    12. Ny hjemmeside

    13. Flere skraldespande langs bolværk?

    14. Næste møde

    15. Eventuelt

Tilstede

Inge Frydensberg (EF-I), Jette Handberg (EF-I), Jørgen Walldo Knudsen (Taurus), Jens Kruse Mikkelsen (EF-II), Allan Odgaard (EF-I, formand), John Svensson (EF-II) og Arne Raaschou (EF-I, suppleant).

Referat

    1. Opfølgning fra tidligere møde/orientering

      1. Allan orienterede om følgende:

        • Anoderne på bolværket er udskiftet.

        • De nye ordensregler for terræn er opsat på skraldespandene på træbroen.

        • Der er udlagt myregift på fliserne tre gange og udlagt fugesand to gange.

        • De nye p-forbudsskilte til gårdrummene bliver opsat snart.

        • Cykelstativerne til opgang 38 er bestilt og leveres snart.

        • Der er tegnet bygningskasko- og ansvarsforsikring for træbroen.

    2. Halvårsregnskab

      1. Allan orienterede om halvårsregnskabet. Underskuddet for 2015 bliver i størrelsesordenen 30-40.000 kr. eksklusive udgifter til vinduespudsning og til beslutninger truffet på dette bestyrelsesmøde. Der er på generalforsamlingen budgetteret med et underskud på 85.000 kr., som tages fra tidligere års overskud (opsparingen).

    3. Graffiti på bolværk

      1. Træet er afrenset men ikke slebet. Der var enighed om også at få træet slebet, så de sidste rester af graffitien fjernes.

    4. Udskiftning af flækkede fliser langs bolværk

      1. Der var enighed om at acceptere det indhentede tilbud på 4.000 kr.

    5. Etablering af pullert ud mod vandet

      1. Der er modtaget tilbud på etablering af 2 pullerter i gårdrum B for 1.800 kr. (nedgravning) plus 1.100-3.300 kr. pr. pullert. Der var enighed om at opsætte 1 pullert ud mod vandet i gårdrum B. Pullerten skal matche pullerterne mod gaden i materiale og udformning.

    6. Opretning af sunkne fliser i gårdrummene

      1. Der var enighed om at acceptere det indhentede tilbud på 11.000 kr.

    7. Haveanlæg

      1. Der var enighed om at opsige den nuværende kontrakt med den nuværende anlægsgartner (Nygaard) og i stedet indgå aftale med Housing Group med virkning fra den 1. januar 2016.

    8. ”Baldakiner” over indgangsdøre

      1. Der var enighed om at få afrenset ”baldakinerne” over indgangsdørene. Arbejdet koordineres med vinduespudsningen, som grundejerforeningen i forvejen står for.

    9. Udvidelse af værksted

      1. Bestyrelsen tilsluttede sig på sit møde i juni 2015, at værkstedet udvides til at omfatte hele beboerrummet i kælderen. Der var enighed om at afholde en udgift på 5.000 kr. for at lave ”hul” i den nuværende skillevæg, så resten af beboerrummet og toiletfaciliteterne kan benyttes af værkstedsbrugerne.

    10. Ordning for åbning af pullerter

      1. Housing Group har et stort arbejde med at åbne pullerter i forbindelse med ind- og udflytning, navnlig i blok A og B, og herunder ofte med kort varsel. Housing Group vil gerne fritages for opgaven. Der var enighed om at gå i dialog med Housing Group for at undersøge, om der kan etableres en ny ordning – f.eks. med krav om bestilling inden for almindelig kontortid og med et vist varsel – som kan løse problemerne.

    11. Misbrug af gæstelejlighed

      1. Der er klaget over en beboer, som har lejet gæstelejligheden og anvendt den i strid med udlejningsbetingelserne, hvorefter det ikke er tilladt at bruge lejligheden til “arrangementer”. Efter en drøftelse besluttede bestyrelsen at give den pågældende beboer en skriftlig advarsel med tilkendegivelse om, at den pågældende i gentagelsestilfælde vil få forbud mod at leje gæstelejligheden (karantæne).

    12. Båd- og Brolaug

      1. John orienterede om et udkast til vandlejekontrakt modtaget fra By og Havn. Der var enighed om at acceptere et ønske fra By og Havn om, at kontrakten indgås med Båd- og Brolauget og ikke med grundejerforeningen.

      2. John orienterede endvidere om en beboer, som ikke ønsker at være medlem af lauget, men som alligevel forankrer sin båd ved bolværket. Der var enighed om, at både, der forankres ved grundejerforeningens bolværk, skal følge de almindelige spilleregler og være medlem af Båd- og Brolauget. Der var tilslutning til, at John i første omgang drøfter problemstillingen med By & Havn.

    13. Ny hjemmeside

      1. Arne har i forlængelse af bestyrelsesmødet i juni 2015 arbejdet videre med projektet om en ny hjemmeside for foreningen – herunder med de praktiske oplysninger, som i dag f.eks. fremgår usystematiseret på Facebook-gruppen for grundejerforeningen. Der vil blive mulighed for, at hver ejerforening får et log-in til den nye side, så det ikke kun er Allan, som kan lægge ting på hjemmesiden. Der var tilslutning til de foreløbige ideer til udformningen af den nye hjemmeside. Arne arbejder videre med projektet.

    14. Flere skraldespande langs bolværk?

      1. Der har været rejst ønske om yderligere skraldespande på træbroen. Housing Group har umiddelbart tilkendegivet, at de generelt anser kapaciteten for passende, forudsat at skraldespandene tømmes straks efter weekenden. Allan tjekker endnu en gang spørgsmålet med Housing Group.

    15. Næste møde

      1. Næste bestyrelsesmøde afholdes, når der bliver behov for det.

    16. Eventuelt

      1. Der forelå intet til behandling under dette punkt.