2015-05-05 Bestyrelsesmøde

Post date: Oct 9, 2015 8:56:38 AM

Dagsorden

    1. Valg af referent

    2. Orientering fra både- og brolaug

    3. Yderligere cykelstativer i p-kælder

    4. Internetadgang i gæstelejlighed

    5. Gartneraftale

    6. Udskiftning af ødelagte fliser ved bolværk

    7. Genbrugscontainer til restaffald

    8. Installation af lysføler i værksted/hobbyrum

    9. Årsregnskab og budget

    10. Anvendelse af fællesarealer (kajakrum og værksted/hobbyrum)

    11. Synlige ordensregler i terræn

    12. “Kampagnebreve”

    13. Næste møde

    14. Eventuelt

Tilstede

Inge Frydensberg (EF-I), Jette Handberg (EF-I), Jørgen Walldo Knudsen (Taurus), Jens Kruse Mikkelsen (EF-II), Allan Odgaard (EF-I, formand) og Arne Raaschou (EF-I, suppleant).

Referat

    1. Valg af referent

      1. Jens blev valgt som referent.

    2. Orientering fra både- og brolaug

      1. Poul Skovgaard deltog som repræsentant for både- og brolauget under dette punkt.

      2. Poul orienterede om, at der efter drøftelser mellem både- og brolauget og Skanska er opnået principiel enighed om en aftale, hvorefter GF I-IV overtager Skanskas “vand-lejekontrakt” med By & Havn mod, at beboerne i det nye byggeri på Skibsbroen får samme adgang til at leje bådplads som beboerne i vores blokke (GF I-IV). Skanska vil endvidere kompenseres, hvis vi inden for en periode på fem år beslutter at drive udlejningen af bådpladserne kommercielt, dvs. med overskud for øje.

      3. Poul oplyste, at der er ca. 25 bådpladser i alt, hvoraf 6-7 pladser er udlejet til beboere i vores “gule blokke” (GF I-IV), 3-4 pladser er udlejet til beboere i “de hvide blokke” (Sjælsø), mens 1 er udlejet til en udefrakommende person.

      4. Bestyrelsen bemyndigede formanden til at underskrive aftalen med Skanska på foreningens vegne.

    3. Yderligere cykelstativer i p-kælder

      1. Det blev besluttet at indkøbe 5-6 såkaldte mobile cykelstativer, hver med plads til 5 cykler, til placering i p-kælderen. Prisen udgør 311,25 kr. pr. cykelstativ.

    4. Internetadgang i gæstelejlighed

      1. Der blev besluttet at etablere internetadgang (wi-fi) i gæstelejligheden. Udgiften til en 10/1 Mbit-forbindelse skønnes at være på 199 kr./måned.

    5. Gartneraftale

      1. Der forelå et tilbud fra Viridis Ejendomsservice, som er Housing Groups underentreprenør på vicevært-aftalen. Der var enighed om at udskyde beslutningen om en eventuel ny gartneraftale til senere, da den hidtidige aftale alligevel ikke kan nå at blive opsagt i dette års “sæson”.

    6. Udskiftning af ødelagte fliser ved bolværk

      1. Der var enighed om at udskyde udskiftningen af de ødelagte fliser, indtil det er afklaret, om Skanska har afhjulpet problemet med udsivning af sand, så understøttelsen af fliserne ikke fortsat forsvinder. Allan skriver et brev til Skanska med en sidste frist for endelig tilbagemelding om udbedring.

      2. Der var endvidere enighed om at indhente tilbud på etablering af pullert i gårdrummet ved blok B ud mod promenaden og at overveje muligheden for at lægge kampesten som bolværk ud mod promenaden i gårdrummene ved blok A og C. Løsningen ved blok A og C kræver dog drøftelser med vinduespudseren og brandvæsenet.

      3. Der var enighed om at få opsat parkeringsforbudsskilte også på gavlene af blok A-C. Allan beder det private parkeringsfirma, som håndhæver forbuddet for os, om at opsætte disse.

    7. Genbrugscontainer til restaffald

      1. Der forelå tilbud fra HC Container på 3.018,75 kr. pr. gang. Der var enighed om indtil videre at fastholde den nuværende kommunale ordning, der koster 2.150 kr. pr. gang.

    8. Installation af lysføler i værksted/hobbyrum

      1. For at spare på strømmen var der enighed om at installere en bevægelsessensor (lysføler) i værkstedet, så lyset automatisk slukker, når der ikke er personer i lokalet. Allan får uddybet de indkomne tilbud, hvorefter leverandøren vælges ved skriftlig procedure.

    9. Årsregnskab og budget

      1. Udkast til årsregnskab og budget drøftedes. Der var enighed om til generalforsamlingen at indstille en forhøjelse af det samlede budget (bidrag fra ejerforeningerne og Taurus) fra 411.000 til 550.000 kr. Der er i 2015 navnlig en ekstraordinær og stor udgift til udskiftning af anoder på bolværket.

    10. Anvendelse af fællesarealer (kajakrum og værksted/hobbyrum)

      1. Der var indkommet forslag fra en beboer om etablering af et kajakudvalg. Der var enighed om, at der ikke på nuværende tidspunkt er anledning til at nedsætte et sådant udvalg. De aktive brugere af kajakrummet holder sig indbyrdes orienteret via mailinglisten kajak(at)havneholmen.org.

      2. Der er et ønske fra brugere af værkstedet/hobbyrummet i kælderen om en udvidelse. Der var enighed om at være positiv over for et eventuelt konkret forslag om at inddrage en større del af fællesrummet i kælderen til værksted.

    11. Synlige ordensregler i terræn

      1. Der var enighed om – inspireret af “de hvide bygninger” – at opslå synlige ordensregler på skraldespandene på promenadebroen. Heraf skal det fremgå, at affald skal fjernes, at åben ild ikke er tilladt, at hunde skal føres i snor, at der ikke må støjes efter kl. 22. Det sidstnævnte punkt (kl. 22-reglen) bør indføjes i ordensreglerne for terræn på den kommende generalforsamling. Efter generalforsamlingen kan skiltene anskaffes og opsættes.

    12. “Kampagnebreve”

      1. Bestyrelsen godkendte udkast til “kampagnebreve” fra bestyrelsen (om “god opførsel” på fællesarealerne, herunder for hundeejere) og fra viceværten (om affaldssortering), som omdeles til alle beboere.

    13. Næste møde

      1. Der indkaldes til næste bestyrelsesmøde, når der er behov for det. Generalforsamlingen afholdes tirsdag den 26. maj 2015 kl. 17.00, Havneholmen 42, 2.tv. (hos Inge Frydensberg).

    14. Eventuelt

      1. Vanskelighederne med beplantningen ved opgang 42 drøftedes.

      2. Allan orienterede om, at viceværten (Housing Group) vil gennemføre en cykeloprydning i løbet af maj måned. Der var enighed om, at EF-I kan iværksætte en ordning med beboeretiketter til cykler fsva. parkering i terræn ud for blok D.

      3. Allan orienterede om, at kommunen har varslet et gebyr på 1.500 kr. for en fejlsorteret container.

      4. Allan orienterede om, at Skanska har solgt p-kælderen til PFA Ejendomme A/S, men at Skanska fortsat står for administrationen af p-kælderen.