2021-08-17 Bestyrelsesmøde

Dagsorden


1. Velkomst og valg af referent

2. Opsamling på beslutninger om kælderen

3. Affaldsløsning i terræn, husk korrespondancen på mail

4. Den årlige leje på bådebroen

5. Hjemmeside, vedligeholdelse

6. Administration af betaling for gæstelejligheden

7. Orienteringer:

8. Eventuelt

Til stede

Formand Jens Rise Rasmussen, bestyrelsesmedlem Philip Hasselqvist, Michael Bo Hansen og Benjamin Juul Johansen (referent).

Afbud

Suppleanterne Peter Mikkelsen og Rikke Hjelde, ingen repræsentanter fra Heimstaden.

Referat

1. Velkomst og valg af referent

Benjamin Juul Johansen blev valgt som referent.

Mødet blev indledt med en besigtigelse i værkstedet og kajakrummet, hvor der uformelt blev drøftet ideer til fremtidig anvendelse. I den forbindelse blev det bemærket, at pladsen i kajakrummet var blevet for lille grundet den omfattende opbevaring af SUP-Boards.

Det blev besluttet, at EF Havneholmen I arbejder videre med et oplæg til hvordan udfordringen med opbevaring af kajakker og SUP-Boards kan løses. Der skal udarbejdes et beslutningsforslag, inden bestyrelsen i GF kan træffe beslutning herom.

Der blev drøftet forskellige modeller:

I. Kan administrator bistå med en betalingsordning, så det vil koste et gebyr at få opbevaret sin kajak/SUP-Board i kajakrummet?

II. Kan der laves en rokade af pladser i kajakrummet, således at SUP-Boards kan opbevares på en mindre pladskrævende måde, f.eks. stående.

III. Kan der inddrages en del af værkstedet til opbevaring af SUB-Boards.

Samtidig blev det vedrørende værkstedet besluttet, at

a. De små skabe åbnes for at finde ud af, hvad der er i dem (Jens).

b. Der udføres VVS-arbejde på radiator på midterste toilet, der er rustet på et rør (Jens).

c. Det skal undersøges, hvad det koster at indstille varmen med ”institutionstermostater” så varmen er konstant (Jens).

d. Ophængt cykelophæng i lampe/el-skinne fjernes (Jens).

e. Der opsættes mærkater på henstillede genstande, således at det undersøges, hvem der ejer hvad. Dette med henblik på, at rummet ikke bliver et opbevaringsrum.

Vedrørende kajakrummet blev det besluttet, at

a. Det skal undersøges, hvem der ejer den henlagt mast. Jens retter kontakt til Jette, der vist ved hvem masten tilhører.

2. Opsamling på beslutninger om kælderen

Jens Rise Rasmussen er som formand for grundejerforeningen kontaktperson til viceværten. Bendt (beboer i ejerforeningen Havneholmen I) er velkommen til at hjælpe til, men har ingen instruktionsbeføjelse over for viceværten. Jens Rise Rasmussen oplyser dette til Bendt og meddeler dette videre til viceværten.

3. Affaldsløsning i terræn

Ejerforening Havneholmen I har ønsket, at de eksisterende runde skraldespande udskiftes med nye og at der opstilles yderligere skraldespande i terræn, så det omfattende skraldeproblem med badende og sol-gæster forsøges nedbragt.

Philip Hasselqvist foreslog en fleksibel løsning med flere sækkestativer som de eksisterende på promenaden for at kunne overflødiggøre, at vi har en grim affaldscontainer stående der. Vicevært Casper vil kunne tilpasse antallet af sækkestativer til behovet for den aktuelle årstid.

Michael Bo Hansen og Benjamin Juul Johansen udtrykte, at der i forvejen var rigelig med skraldespande på træpromenaden og at det i øvrigt ikke var kønt med så mange skraldespande i terræn. Benjamin Juul Johansen udtrykte endvidere, at de træstativer, der i forvejen er opstillet giver en brag, når folk ikke lukker dem stille og roligt, hvilket er til gene for nogle beboere i ejendommen, da det bidrager til yderligere støj. Hvis der skal opstilles yderligere skraldespande, så skal det være skraldespande, der ikke bidrager til yderligere støj.

De skraldespande, der købes, skal være skraldespande, hvor måger ikke kan komme til skraldet. I dag kan mågerne samle skraldet op ad skraldespanden og derefter smide det i terræn.

Ejerforening Havneholmen I havde foreslået en model, der kunne erstatte de nuværende runde skraldespande i terræn. Benjamin Juul Johansen undersøger med leverandøren, om de er mågesikre.

Benjamin Juul Johansen spurgte, hvorfor der ikke skulle indhentes ”byggetilladelse” fra Københavns Kommune i forhold til lokalplanen for skraldespande, når der for så vidt angår støjprojektet skulle indhentes tilladelse til opstilling af blomsterkummer.

Jens Rise Ramussen forklarede, at han var villig til at løbe den risiko for så vidt angår skraldespandene.

Hvis skraldespandene er mågesikret, indkøbes der tre nye skraldespande, der erstatter de runde i terræn. Der er på nuværende tidspunkt ikke afsat penge i foreningens budget, men bestyrelsen besluttede, at behovet talte for udskiftning på nuværende tidspunkt.

4. Den årlige leje på bådebroen

Michael Bo Hansen åbnede en drøftelse af den årlige leje for bådejerne. Det er bådudvalgets opfattelse, at den nuværende leje er for høj sammenlignet med andre steder i København. Bådudvalget har lavet et budget, der er i balance.

Michael Bo Hansen henviste til uomdelt budget og uomdelt priser fra andre havne. Benjamin Juul Johansen oplyste, at han ikke kunne træffe beslutning om noget, som han alene blev præsenteret for på mødet. Jens Rise Ramussen udtrykte, at prisen nærmere var for lav end for høj.

Drøftelsen fortsætter på næste bestyrelsesmøde.

Den årlige bådleje skal vedtages på generalforsamlingen i grundejerforeningen.

5. Hjemmeside, vedligeholdelse

Hjemmesiden har været driftet af Allan Odgård. Allan har meddelt bestyrelsen, at han ikke længere ønsker at hjælpe til med praktiske opgaver. I den forbindelse skal det undersøges hvad der skal ske med hjemmesiden.

Administrator har indkaldt til møde den 27. september 2021 kl. 15:00 vedrørende muligheden for at have en hjemmeside via administrators web-løsning.

Så mange som muligt opfordres til at deltage.

6. Gæstelejligheden

Philip undersøger om Allan fortsat vil hjælpe til med at drifte/understøtte hjemmesiden for bestilling af gæstelejligheden. Hvis han ikke vil hjælpe skal det undersøges, om det er en opgave som administrator kan hjælpe os med.

7. orienteringer

Viceværtsnøgle er udleveret til Benjamin Juul Johansen, Michael Bo Hansen og Philip Hasselqvist.

8. Eventuelt

Der var intet til eventuelt.