2018-09-07 Bestyrelsesmøde

Post date: Sep 23, 2018 5:42:44 PM

Dagsorden

    1. Halvårsrapport.

    2. Behov for reparation af huller i flisebelægning ved blok A og B.

    3. Vintertjeneste 2018/19.

    4. Politik for oplåsning af pullert/fastlåsning på stationær, manglende lås.

    5. Lys i gårdrum A og B.

    6. Genplantning på udearealer, rustne jernstolper til afspærring, vande beplantede arealer.

    7. Vicevært i p-kælder.

    8. Affaldsbeholdere på promenadebroen og i terræn.

    9. Skiltning om privat område.

    10. Ny låge/lås ved nedgang til kajakrummet.

    11. Elektronisk adgangskontrol til fællesrum i kælder og gæstelejlighed.

    12. Foreningens forsikringer.

    13. Afregning for el og vand fra Bro- og Bådlauget.

    14. Bør Bro- og Bådlauget bidrage til forsikring af bådebro/vandareal, i så fald ud fra hvilken fordelingsnøgle?

    15. Vinduespolering, jfr. E/F kontrakter med Wilner.

    16. Eventuelt.

    17. Næste møde – tid og sted.

Til stede

Karen Gerholt (EF-I, formand), Jens Kruse Mikkelsen (EF-II), Peter Mikkelsen (EF-I), Allan Odgaard (EF-I) og John Svensson (EF-II).

Referat

    1. Halvårsrapport

      1. De væsentligste poster i den udsendte halvårsrapport blev gennemgået. Der var enighed om, at det med kun tre betalere ikke er nødvendigt at være tilmeldt BetalingsService. Administrator anmodes om i stedet om manuelt at sende opkrævninger til de to ejerforeninger og Heimstaden/Nordic Property Management.

    2. Behov for reparation af huller i flisebelægning ved blok A og B

      1. Der var enighed om at indhente tilbud på reparation af hullerne langs bolværket. Af hensyn til likviditeten kan arbejdet udskydes til foråret 2019. Der skal kun foretages den helt nødvendige reparation, da der om et par år skal foretages en grundlæggende renovering af vores udedørs flisearealer.

    3. Vintertjeneste 2018/19

      1. Der var enighed om at indhente tilbud på henholdsvis fast og variabel pris – med henblik på godkendelse i skriftlig procedure.

    4. Politik for oplåsning af pullert/fastlåsning på stationær, manglende lås

      1. Der var enighed om at fastholde den nuværende politik, hvorefter beboerne kun kan få åbnet pullerterne ved ind- og udflytning – men ikke ved levering af f.eks. møbler eller hårde hvidevarer. Herudover kan der åbnes for ejerforeningernes håndværkere (men ikke beboernes).

      2. Der var endvidere enighed om, at viceværten anmodes om ved hver arbejdsdags ophør at aflåse pullerter, som måtte være åbnet af andre. Karen kontakter Wilner herom.

      3. Karen vil endvidere undersøge, om der ubetinget er krav om at anvende MS-nøgle (redningsberedskabets bomnøgle) til hængelåsene. Der indkøbes manglende lås.

    5. Lys i gårdrum A og B

      1. Der er en periodisk fejl i fejlstrømsrelæet til belysningen i gårdrum A og B. Elektrikeren har ikke umiddelbart kunne finde fejlen, men Karen slår lyset til igen, når hun konstaterer fejlen.

    6. Genplantning på udearealer, rustne jernstolper til afspærring, vande beplantede arealer

      1. Der var enighed om at indhente tilbud på nødvendig genplantning med henblik på godkendelse i skriftlig procedure. Karen og hendes ægtefælle vil endvidere opsætte yderligere afspærring af bedene med rustne jernstolper og snor imellem.

      2. Der var enighed om at godkende, at Karen kan vande i terræn, så længe der ikke er vandingsforbud.

    7. Vicevært i p-kælder

      1. Skanska/PFA har desværre ikke accepteret Wilners tilbud for deres del af parkeringskælderen, men har ønsket at fastholde deres (billigere) kontrakt med Ejendomsvirke.

    8. Affaldsbeholdere på promenadebroen og i terræn

      1. Der var enighed om at tegne samme abonnement på store affaldsbeholdere på promenadebroen til næste sommersæson. Det er ikke muligt at indkøbe flere (små) træbeklædte affaldsbeholdere, da det ikke er muligt at komme af med flere affaldssække.

      2. Karen undersøger prisen på nye ”skaller” til de runde affaldsbeholdere i terræn.

    9. Skiltning om privat område

      1. Der var enighed om at opsætte 11 skilte på den lodrette væg mod spunsvæggene på promenadebroen (så de er synlige fra promenadebroen) med tekst nogenlunde svarende til skiltningen på de træbeklædte affaldsbeholdere. Der opsættes af æstetiske grunde ikke skilte ved indgangen til gårdrummene fra gaden.

      2. Der var endvidere tilslutning til, at Karen indkøber ”hunde forbudt”-skilte til bedene.

    10. Ny låge/lås ved nedgang til kajakrummet

      1. Den nye låge – som skal hindre bl.a. gæsters urinering – er nu leveret og monteret af smeden, ligesom den nye nøglecylinder (til kajaknøgle) er leveret og monteret.

    11. Elektronisk adgangskontrol til fællesrum i kælder og gæstelejlighed

      1. Der er fortsat ønske om at få etableret den nævnte elektroniske adgangskontrol, når der er råd til det, men der var enighed om at prioritere renovering af flisebelægningen i terræn højere.

    12. Foreningens forsikringer

      1. Foreningens bygningsforsikring (promenadebroen) og erhvervsforsikring blev gennemgået.

      2. Der var enighed om, at Allan og Karen indhenter tilbud på netbankforsikring og bestyrelsesansvarsforsikring.

    13. Afregning for el og vand fra Bro- og Bådlauget

      1. El afregnes med 3 kr./kWh, og vand afregnes med 50 kr./m3. Ordningen er den, at bro- og bådelaugets indtægter ved optankning af tallykort overføres til grundejerforeningen.

      2. [John har efterfølgende oplyst, at bro- og bådelauget vil sørge for afregning for tallykort fra 2014 og frem til dato med i alt 7.550 kr.]

    14. Bør Bro- og Bådlauget bidrage til forsikring af bådebro/vandareal, i så fald ud fra hvilken fordelingsnøgle?

      1. Der var enighed om, at den forholdsvis begrænsede årlige udgift til bygningsforsikring i givet fald bør indgå ved en forhøjelse af bro- og bådelaugets årlige lejebetaling (26.000 kr.) til grundejerforeningen.

    15. Vinduespolering, jfr. E/F kontrakter med Wilner

      1. Der var enighed om at acceptere den modtagne faktura fra Wilner fra forårets vinduespolering og at opdele den mellem ejerforeningerne og Heimstaden/Nordic Property Management. Karen vil bede Wilner om at sende fremtidige regninger direkte til de pågældende.

      2. Der var endvidere enighed om at bede Wilner om snarest belejligt at foretage ny vinduespolering. Arbejdet igangsættes efter fast praksis i grundejerforeningens regi for at opnå koordinering mellem ejerforeningerne mv. og dermed besparelser på udgiften til lift.

    16. Eventuelt

      1. Karens ægtefælle vil sørge for at finde ophæng til haveslangen i kajakrummet.

      2. Allan besvarer en henvendelse fra en beboer om at lave en fællesaftale om levering af kabel-tv fra YouSee.

    17. Næste møde

      1. Næste møde indkaldes efter behov (inden generalforsamlingen næste år).